Efterår i Bourgogne

Var det bare det? tænkte jeg for mig selv, da ’Efterår i Bourgogne’ sluttede. Nåja, altså fint nok, det var en rørende fortælling om en lille familie med en bedstemor, der elsker sit barnebarn og barnebarnet elsker bedstemoren tilbage, selvom barnebarnets mor, altså bedstemorens datter, er dybt vred på sin mor. Og det var en overrumplende historie med et par gedigne overraskelser af den slags, hvor man hele tiden sidder og funderer over konsekvenserne. Hvem er ond? Hvem er god? Hvorfor gjorde den og den lige netop det? Og er der nogen, der binder os noget på ærmet – for eksempel historiefortælleren?

Manden, der fortæller historien, François Ozon, er ikke ligefremt kendt for at snyde sit publikum, men han er bestemt en drillepind, der holder af at prikke til det pæne borgerskab. Ozon er ikke socialist eller åbenlyst venstresnoet, men han synes bestemt det er sjovt at prikke hul i selvtilfredse selvbilleder. Især fordi det giver mere interessante historier.

Det var for eksempel Ozon, der lod en ung kvinde fra en pæn familie begynde en karriere som prostitueret i ’Ung & Smuk’ – blot fordi hun syntes, det var spændende. Til stor frustration for forældrene, naturligvis. Og det var Ozon, der fuldstændig punkterede idéen om modige soldater, der ofrer sig for fædrelandet, i ’Frantz’, hvor to følsomme mænd fandt et venskab på tværs af 1. verdenskrigs grænser mellem Tyskland og Frankrig. Det lå endda og lurede under overfladen, at de to soldater forelskede sig i hinanden.

De højder var ’Efterår i Bourgogne’ slet ikke oppe på, da den sluttede. Tænkte jeg. Det var bare en historie om en bedstemor, der måske – måske ikke – tog et drastisk valg, da hun havde plukket svampe sammen med sin veninde.

Men så begyndte historien at rumstere. Og den blev ved. Det gik langsomt op for mig, at Ozon ikke kun lod bedstemorens moral stå åben for fortolkning. Alle figurerne i filmen var i spil. Hele ’Efterår i Bourgogne’ var en subtil og finurlig konstruktion, der fik filmens figurer til at se amoralske ud, hvis man så historien fra én vinkel, og moralske, hvis man så den fra en anden vinkel.

Hele historien igennem serverede Ozon mest af alt antydninger. Hvad der reelt skete, måtte vi selv fundere os frem til. Vidste bedstemoren udmærket, at hendes barnebarn ikke kunne fordrage svampe, da hun serverede dem for ham og hans mor? Gled drengens mor – eller blev hun skubbet? Og hvad tænkte den venlige politikommissær egentlig om det hele? Gennemskuede hun hvad der foregik i den lille familie? Og hvor lå hendes moral?

Sådan blev ’Efterår i Bourgogne’ ved med at rumstere. Og den gør det stadig. Umiddelbart ligner den tonsvis af andre dramaer om kuldslåede franske familier, men som filmkonstruktion er den helt sin egen. Den står afgjort i gæld til Woody Allens moralske fortællinger, såsom ’Mænd og Koner’ og ’Match Point’, men som altid har François Ozon sin egen skælmske tone. Sirligt og med et meget fintmasket net har han opbygget en historie, der på formidabel vis understreger, hvor utroligt meget indre liv en hyggelig ældre dame i en idyllisk fransk landsby kan bære rundt på.

Man siger, at vi mennesker er som isbjerge: Vi viser 10 procent. Resten foregår under overfladen. Og de 90 procent bliver ved med at rumstere og drille, mens man opdager, hvor suverænt velkonstrueret en film ’Efterår i Bourgogne’ er.