Eternity

Nu ender jeg jo nok med at afsløre mig selv som en håbløs anti-romantiker. Beklager. I mine øjne er der ganske enkelt en brist i fundamentet under den romantiske komedie ’Eternity’. Det er muligt, at alle andre er fløjtende ligeglade, og at jeg vil blive beskyldt for at have misforstået det hele og at jeg fremstår som en kedelig ingeniør-type, der lige har gjort opmærksom på, at et virkelig fantastisk bygningsværk af et forlængst forsvundet folkefærd faktisk er en fejlkonstruktion.

Sådan må det være.

Bristen i ’Eternity’s konstruktion er filmens opfattelse af Livet efter Døden. Beklager, jeg kan ikke se, at det giver mening. Den Gud eller skaber, der har konstrueret det, har misforstået charmen ved tilværelsen. Hør her: Når vi dør, lander vi i Evigheden – ’Eternity’ – altså ifølge filmen og dens instruktør David Freyne. Evigheden – eller efterlivet – er ikke en strand, hvor folk drysser tænksomt rundt mellem hinanden, fuldt påklædte, sådan som Terrence Mallick forestillede sig det i sin ’The Tree of Life’ i 2011. I ’Eternity’ lander vi på en slags mellemstation, hvor vi har en uge til at beslutte os for, hvor vi vil tilbringe evigheden. Altså ikke bare nogle måneder eller et par år eller en håndfuld årtier, men Evigheden – FOR ALTID! Intet mindre.

Og vi har kun en uge til at beslutte os. Skørt ikke?

Men jeg er ikke nået hen til konstruktionsfejlen endnu. Den kommer her: Uanset hvilket efterliv vi måtte vælge, vil vi jo hurtigt komme til at kede os. Det kan godt være, at tanken om at bo ved en skovsø i solskin og med høje bjerge i baggrunden lyder utroligt besnærende – men da kun i et par uger.  Derefter kan det kun blive enerverende. Ligesom et evigt liv i en nudistlejr, på månen, ved en sommerstrand, på en cykelferie eller hvad det måtte være. På et eller andet tidspunkt ender det med at være et helvede. Afvekslingen og udfordringerne mangler.

Det er der ingen, der overvejer så meget som i et sekund i ’Eternity’. Ægteparret Larry og Joan dør næsten på samme tid. Larry får en saltkringle galt i halsen og Joans kræft tager livet af hende. Og så ender de på efterlivets banegård, hvor de skal vælge en evighed. Det kan være rigeligt svært i sig selv. Tænk hvis de ikke kan blive enige, og den ene får sin vilje – i al evighed! Sikken en konflikt det kan udløse.

Udfordringen for Joan og Larry bliver imidlertid meget større end det. Op dukker nemlig Joans første mand, Luke, der døde som pilot under Koreakrigen. Han har ventet i 40 år på at Joan skulle dukke op, så de kunne vælge en evighed sammen. Yderst romantisk må man konstatere – men også lidt bøvet. Luke må jo kunne regne ud, at Joan har fundet sig en anden mand i mellemtiden, og at hun muligvis vil vælge den mand, hvilket vil betyde, at han har spildt 40 år på at vente på hende. Bliver den evighed, han derefter skal vælge, i al ensomhed, ikke et helt ulideligt rædselsfuldt helvede?

Joda. Beklager, jeg kan ikke få skidtet til at hænge sammen. Det skal man jo ikke tænke over, vil nogen sikkert indvende, man skal bare nyde de romantiske forviklinger omkring Larry, Joan og Luke. Men hvis man ikke kan se logikken i deres udfordringer, er det svært.

Og det hjælper ikke, at såvel Elizabeth Olsen som Joan, Miles Teller som Larry og Callum Turner som Luke overspiller som i en overgearet tv-sitcom fra 1990’erne. Det gør kun det hele mere kunstfærdigt. Der er bestemt morsomme jokes og detaljer omkring alle mulige spøjse efterverdener undervejs, og Da’Vine Joy Randolph er en sand fornøjelse som efterlivscoachen Anna, men det er simpelthen noget, der ikke er tænkt igennem her …