Franskmændene elsker feelgood-film. Man kunne næsten få den idé, at det er virkelig hårdt at være franskmand, siden de hele tiden skal overbevise hinanden om, at livet er dejligt og selv de værste problemer kan løse sig, hvis bare man følger sit hjerte.

Vi danskere er tilsyneladende også begejstrede for franskmændene og deres hjertevarmende film. Sådan cirka 3-4 gange om året dukker en fransk feelgood-film op i de danske biografer. Sidst fortalte ’Lidt udover det sædvanlige’, historien om to småtyve, der gemmer sig mellem en håndfuld mentalt udfordrede mennesker på udflugt, og undervejs finder de sande værdier i tilværelsen. Før da var det film som ’Velkommen til Ch’tis’ og ’De urørlige’.

Nu er turen kommet til ’For fuld musik’, der har fået den utaknemmelige skæbne at minde os om, at ikke alle historier fra Frankrig bare uden videre kan mases ind i feelgood-genren, og derved føre til en halvsikker succes. Den kæmper med to væsentlige udfordringer. For det første er dens sørgmodigt muntre beretning om de store rutsjeture og kolbøtter vores liv kan udsætte os for, nok en tand for ambitiøse til at kunne være i feelgood-skabelonen. Og så er den, desværre, heller ikke rigtig sjov nok til at løfte det sørgmodige derop, hvor det føles godt. Det virker faktisk som om instruktøren bag filmen, Emmanuel Courcol, er klart mest interesseret i det filosofiske og socialrealistiske fundament, filmen har, og knap så interesseret i at være sjov.

Det hele begynder, da den succesrige dirigent Thibaut finder ud af, at han har knoglemarvskræft og skal finde en donor. Det viser sig hurtigt, at hverken hans overklassemor eller overklassesøster kan bruges. Faktisk viser det sig, at de slet ikke er hans mor og søster, og at Thibaut er adopteret. Han finder ud af at han har en bror i en industriby i det nordlige Frankrig, og da de to brødre har lært hinanden lidt at kende, opdager de også, at de begge er født med store musikalske evner.

Eftersom de er vokset op hver for sig, er de mildt sagt kravlet op af hver sin kunstneriske og sociale rangstige. Thibaut er blevet dirigent med opgaver i både USA og Paris. Brormand Jimmy spiller til gengæld trombone i et marchorkester i en provinsby i det nordlige Frankrig – når han ikke arbejder i køkkenet på den lokale fabrik.

’For fuld musik’ er altså en beretning om social arv. Trods fuldt gehør og andre særlige musikalske evner er Jimmy aldrig kommet nogen vegne. I modsætning til Thibaut, der er kommet på de rigtige musikskoler fra han var lille. Men ’For fuld musik’ er også en film om at kærligheden til musik kan trives overalt og at musik netop kan bryde de sociale barrierer.

Det er smukke og gode emner. De passer bare ikke nødvendigvis ind i det feelgood-format, der hele tiden presses ned over Jimmy og Thibaut, som fx i scenen, hvor Jimmy står og øver sig i at dirigere i køkkenet på fabrikken og nogen optager ham og smider situationen på de sociale medier. Eller da en håndfuld arbejdere på fabrikken skal lære at synge for at være med i et kor, og de ser komiske ud mens de står og skråler. Det er klassiske franske feelgood-tricks. Det føjer bare ikke rigtig noget til fortællingen om Thibaut og Jimmy og deres forsøg på at finde hinanden via musikken.

Det virker med andre ord ganske sandsynligt, at ’For fuld musik’ havde været en mere vedkommende og interessant film, hvis ikke nogen havde besluttet sig for, at den skulle være endnu en fransk feelgood-film.