Frankenstein

’Min skaber har fortalt sin historie. Og jeg vil fortælle min’, hvæser Monstret. Skabningen. Væsnet. Bæstet. Det er helt naturligt. Sådan er tiderne. Alle skal repræsenteres på film nu om dage. Kvinderne har fået langt mere plads, de etniske minoriteter og de homo- og transseksuelle lige så, hvilket har givet en langt bredere og mere alsidig vifte af filmfortællinger end i de dårlige gamle dage hvor den hvide mand sad solidt på flæsket.

Selvfølgelig skal monstrene, de eftertrykkeligt udstødte, som normale mennesker har jaget i flok med fakler og høtyve siden tidernes morgen, også repræsenteres på film. Og hvem er mere oplagt til at forsvare sin stand end et af litteraturens og filmens største af slagsen – et væsen, der ikke engang har mødt den respekt, det er at få tildelt sit eget navn, men kun er opkaldt efter sin skaber: Frankenstein. Frankensteins monster.

Det kan lyde småtåbeligt, måske endda som en smart gimmick eller et udslag af forskruet politisk korrekthed at sætte Frankensteins monster til at filosofere over sin egen skæbne i en Netflix-film. Det er alt andet – ALT ANDET – end småtåbeligt i mexicanske Guillermo del Toros gendigtning af Mary Wollstonecraft Shelleys gamle roman ’Frankenstein – eller den moderne Prometheus’, som hun skrev i 1818.

Del Toro har været vidt omkring gennem sine 43 år og 13 spillefilm i filmverden, fra rendyrket underholdning i ’Pacific Rim’ og ’Crimson Peak’ til overrumplende og tænksomme eventyr i ’Pans Labyrint’ og ’The Shape of Water’ og senest til filosofiske gendigtninger af klassiske værker som ’Pinocchio’ og ’Frankenstein’. Sidstnævnte ligner den film, del Toro har ventet hele sin filmkarriere på at skabe. Den har alle hans fingeraftryk: store, svulstige armbevægelser, gotiske udstyrsstykker, eventyrlige sus og brølende effekter. Og vel at bemærke: Den filosofiske overbygning.

Del Toros ’Frankenstein’ er ikke bare den klassiske fortælling med monstrets briller på. Det er en hudfletning af Menneskets destruktive og egoistiske natur – endda en undersøgelse af selve livets betingelser. Da Victor Frankenstein, den geniale – og gale – opfinder, strikker et par lig sammen til sin egen skabning, leger han Gud, eller Prometheus, som Mary Shelley gjorde opmærksom på, samtidig med at han søger sin egen udødelighed som berømt videnskabsmand. Men han har ikke så meget som et sekund overvejet om det væsen, han skaber, vil befinde sig godt i livet. Han er rent ud sagt skideligeglad.

Det er hans største helligbrøde i del Toros ’Frankenstein’. I en tid, hvor det så småt er ved at gå op for menneskeheden, at vi er nødt til at respektere den verden, vi er havnet i, er Frankenstein den største skurk. Han er det reelle monster. Et bæst, der kun er optaget af prestige, position og hæder, sådan som hans stenrige far har opdraget ham.

Hans skabning er landet allernederst i samfundshierarkiet, og set med skabningens øjne er livet et rent helvede. Hans skaber lænker ham i jernkæder i en kold kælder og da han endelig slipper fri, skyder folk konstant på ham. I monstrets uskyldsrene øjne er livet en rædselsvækkende konstruktion, hvor levende væsener kun forsøger at slå hinanden ihjel. Først da han møder Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Joachim Fjelstrup i rollerne som en håndfuld danske søfolk ved Nordpolen, får han lov til at sidde ned og forklare sig.

Og det gør han godt. Forrygende. Så man ikke glemmer det igen. Så myten om Videnskabsmanden og Monstret blusser op i et helt nyt lys. Et lys til tiden. Til en moderne verden, hvor respekt mellem levende væsner er den eneste farbare vej frem, mens de, der stræber efter magt og hæder, er de reelle monstre, som vil trække os ud over afgrunden. Ingen nævnt, ingen glemt.

Med hjælp fra en af science fiction-genrens første og største fortællinger har Guillermo del Toro skabt en fantastisk og fantaserende film, et skatkammer af store tanker.