Hvorfor er vi så optaget af gangstere? Hvorfor glor vi på de her skruppelløse mænd i film efter film og serie efter serie? Hvorfor ser vi ekstra meget på dem, jo større psykopater, de er, og jo flere mennesker, de slår ihjel?

Det er der selvfølgelig ikke noget entydigt svar på. Vi er forskellige, og der findes heldigvis mennesker, der slet ikke gider se gangsterfilm. Men der gemmer sig en sandsynlig forklaring sidst i Martin Scorseses klassiske ’Goodfellas’, der netop har fået dansk repremiere i restaureret udgave.

Forklaringen dukker op i det øjeblik hovedpersonen Henry Hill trasker ud ad sin hoveddør i morgenkåbe og samler sin avis op, mens han vrisser: ’Jeg er en almindelig Hr Ingenting’. Og han tilføjer: ’Nu om dage kan jeg ikke engang få noget ordentligt at spise’. Når han bestiller pasta med den klassiske italienske marinarasovs får han ’ægnudler med katchup’.

Man er ikke i tvivl om at livet som helt almindelig Hr Ingenting stinker. Hvilket omvendt betyder, at livet som gangster er fantastisk. På den anden side har vi lige set Henry Hill kæmpe sig gennem næsten 2 1/2 time, hvor talrige mennesker er blevet aflivet for næsen af ham. Det er ikke et liv, mange vil misunde. Men som Henry Hill siger, helt i begyndelsen af ’Goodfellas’, da vi har set to af hans venner knivstikke og skyde en døende mand for at være helt sikker på, at han er rigtig død: ’Så længe jeg kan huske, har jeg altid villet være gangster’.

Lige der, tilsidst i filmen, da Henry Hill samler avisen op, i det spænd mellem at være en Hr Ingenting og en velhavende voldsmand, ligger fascinationen ved at se gangsterfilm. Vi spejler os i hinanden. Gangstere gider under ingen omstændigheder være almindelige mennesker, der spiser dårlige pastaretter og forholder sig til loven, det røvsyge bras.

Og almindelige mennesker orker ikke at sove utrygt, fordi vi ikke aner, om vores bedste ven er blevet hyret til at skyde os i nakken. Men som almindelige mennesker er vi dybt fascineret af de gangstere, der går direkte efter de hurtige og nemme penge. Det er det, hele Den Amerikanske Drøm er bygget op omkring. Hurtige penge. Og få andre lever Den Amerikanske Drøm så radikalt som Henry Hill, Tommy DeVito, Jimmy Conway og de andre gangstere i ’Goodfellas’.

Så godt som alle figurerne i filmen griber ud efter de hurtige og nemme penge – fra politimanden, der ser gennem fingre med de lokale gangstere, hvis han får et bundt sedler, til Henry Hills kone, Karen, der aldrig havde forestillet sig, at hun skulle gifte sig med en gangster. Men da det først går op for hende, at Henry skovler penge ind på lyssky aktioner, siger hun ikke fra. Det er okay. De bor jo i et lækkert hus og hun kan købe, hvad hun har lyst til.

Det er en gennemgående tematik i Scorseses gangsterfilm: Gangstere er ikke bare psykopater, der lever et andet liv end os. De er vores spejlbillede. De er ikke vildmænd i udkanten af samfundet, de har været med til at skabe den verden, vi lever i. Den forståelse af gangsterne er en del af film som ’The Irishman’ (2019), ’The Wolf of Wall Street (2013), ’The Departed’ (2006), ’Gangs of New York’ (2002) og ’Casino’ (1995). Og altså ’Goodfellas’.

Grådigheden er en del af os. Fascinationen af at kunne gøre mere en alle de andre, er en del af os, ikke mindst det amerikanske samfund, hvilket landets præsident så tydeligt understreger i disse dage med sine planer om at gøre USA rigere og endnu større end alle andre. Ikke sundere og lykkeligere, men rigere og større.

Den side af den amerikanske folkesjæl portrætterer ’Goodfellas’ med enorm kraft. Så godt som hver en scene er orkestreret med utroligt overskud, fra scenen hvor Joe Pesci, i rollen som superhidsige Tommy DeVito, tager fusen på Henry ved at lade som om han bliver vred på ham, til den stressende afslutningssekvens, hvor Henry forsøger at lave en perfekt sovs mens han har talrige gøremål, som for eksempel at sælge sin narko.

Alt sidder i skabet i den film. Robert DeNiro, Joe Pesci og Ray Liotta ser ud som om de har skuespil sammen siden de blev født, hver en sætning i Liottas fortællestemme er fascinerende, Thelma Schoonmakers klipning flyder som en drøm – og så rammer portrættet af Den Amerikanske Drøm ikke mindst lige mellem øjnene.