Herkules falder

Engang i mellem skal der bare en enkelt scene til for at bære en film på sine skuldre. Hvis den scene er stærk nok, hvis den kan få en hel biografsal til at mærke selve den konflikt, filmen er bygget omkring, helt ind i knoglerne, kommer resten trillende i mål af sig selv. Sådan cirka.

Sådan en scene har ’Herkules falder’. Jeg vil ikke afsløre, hvad den ender med. Det må I selv finde ud af. Og det bør I. Men den begynder med at krigsveteranen, den hærdede soldat Youssef, skal hygge sig med sin 10-11-årige søn Oskar mens drengens mor er i byen. De ser fjernsyn og småsnakker, og på et tidspunkt falder Youssef, der virker fjern og ukoncentreret, i søvn i sofaen. Han drejer sig uroligt i søvne. Oskar forsøger at vække ham. Og så vågner Youssef – halvt i et mareridt. Og …

Fra det øjeblik er intet som det plejer i den lille familie. Det står klart at Youssef, der har været udstationeret for det danske forsvar i flere krige og konflikter, har slæbt noget med sig hjem. Og at det har siddet dybt i ham, uden at han har turdet se det i øjnene eller konfrontere det.

Hans kone, Oskars mor, insisterer på at få Youssef afsted til et center for traumatiserede soldater på Strynø. Det center findes i virkeligheden, og lederen Anne-Line Ussing spiller med i ’Herkules falder’ i rollen som sig selv. Det kan virke som en lidt tilfældig oplysning, men det understreger ’Herkules falder’s usædvanlige natur – et sted midt mellem dokumentar og fiktion.

Instruktøren Christian Bonke står bag flere dokumentarfilm, blandt andet ’Ballroom Dancer’ fra 2011 og ’Ejersbo’ fra 2015, men ’Herkules falder’ er hans første spillefilm. Den er baseret på grundig research på Anne-Line Ussings Strynø Natur Retreat for Veteraner, og ikke mindst på et stort ønske om at tale ind i en nutid, hvor politikere over hele Europa, ikke mindst vores egen statsminister, buldrer løs på krigstrommerne, mens det står mere og mere klart – ikke mindst takket være tv-dokumentaren ’Velkommen til frontlinjen’ – at det har store omkostninger at gå i krig. Måske også at tale om at gå i krig.

Den traditionelle idé om at landets Jens’er er forpligtet til at drage fløjtende i krig for fædrelandet er under stærk beskydning. Politikere, der taler om krig, bliver afkrævet en langt større ansvarsbevidsthed, og hele tanken om væbnet konflikt som en løsning på noget som helst står for skud.

Dér dukker ’Herkules falder’ op som et lavmælt, men seriøst og vægtigt indspark. Den handler ganske vist blot om en lille håndfuld fuldvoksne og hærdebrede mænd, der er traumatiseret af krig og skal lære at forstå deres følelsesliv, men som titlen understreger, kan filmen sagtens opfattes som en udfordring af idéen om nationen, der puster sig op til krig.

Christian Bonke og hans medforfatter Marianne Lentz taler ikke med så store bogstaver, men i deres historie ligger en metafor for de nationer, der med stolthed går i krig for store tanker, såsom demokrati og frihed, men ikke opdager at krigen har givet dem dybe ar i sjælen. Hvad fik Danmark for eksempel ud af at gå i krig i Irak og Afghanistan? Hvad fik Afghanistan og Irak ud af det? Vi har slået os på brystet og nævnt vores vilje til at gå i kamp overfor den amerikanske præsident og hans ministre. Det er jo sådan noget, man traditionelt gør. Men vi har ikke spurgt os selv om ikke det havde store omkostninger for vores selvforståelse at deltage i de krige.

Nu gør Christian Bonke og Marianne Lentz det. Og Dar Salim gør det med sin underspillede, men aldeles rørende indsats i rollen som Youssef. Det havde måske gjort ’Herkules falder’ til en stærkere og mere påtrængende oplevelse, hvis Lentz og Bonke havde skruet mere op for virkemidlerne, fx ved at give filmens figurer mere drama og personlighed. Men så havde filmen også mistet sin underspillede og realistiske tone. Og den virkeligt voldsomme scene, som jeg stadig ikke vil afsløre, men som bærer filmens vilje afsted, havde ikke stået så utrolig stærkt.