Human Race

Det mest oplagte ville selvfølgelig være at dykke ned i lige præcis det, som det hele handler om. Hvem er mennesket? Hvem er vi? Hvad består vi af? Ret meget større og vigtigere spørgsmål findes som bekendt ikke. Men sådan fungerer en moderne medieverden ikke. Seerne vil have personbårne fortællinger – kendte ansigter og karismatiske karakterer.

Når DNA-forskeren Eske Willerslev går i gang med at undersøge 5000 tusindårgamle skeletter for at udvinde deres genom og dermed kortlægge den menneskelige arvemasse, trænger han ned i nogle af vores største hemmeligheder. Har psykisk sygdom altid eksisteret? Har diagnoser som skizofreni, bipolaritet og autisme altid været en del af menneskets udfordringer? Vi kan kort sagt blive uendeligt meget klogere på os selv takket være Eske Willerslevs forskning.

Men i en moderne medieverden er selve professor Eske Willerslev meget mere interessant. Han er energisk og intens, han taler meget, han er sjov – en gang imellem, i hvert fald – og så står han foran en stor udfordring: Han er ikke den eneste, der gerne vil kortlægge menneskets arvemasse. Mindst to andre udenlandske forskningsenheder er nået mere eller mindre lige så langt som Willerslev og hans hold på Københavns Universitets Center for Geogenetik. Willerslev befinder sig altså midt i et intenst kapløb om en enorm hæder. Der er endda noget med, at der muligvis gemmer sig en Nobelpris i horisonten for dem, der kommer først.

Se, det er noget, det moderne menneske kan forstå! Pludselig er forskning i støvede skeletter blevet til en sportsdyst. Det fortæller os noget, som Eske Willerslevs forskning ikke siger så meget om: at vi mennesker ikke mindst gerne vil underholdes i hoved og røv.

Det gør dokumentaren ’Human Race’ til en virkelig spøjs konstruktion. Alle foregiver at være fokuseret på at få besvaret nogle af de store spørgsmål om mennesket, men faktisk er alle optaget af noget andet. Af en mand. Af en konkurrence. Og instruktøren Simon Lec har helt klart været mere fokuseret på at skabe en dokumentar, der passer til tv-stationernes krav og ønsker, end han har været af DNA-forskning. ’Human Race’ er umådeligt lækkert sat sammen. Billederne er velkomponerede, alt står skarpt og smukt, musik driver det hele frem og der er brugt penge på at rejse store dele af verden rundt sammen med Eske Willerslev.

Heldigvis er der kommet noget spændende ud af, at alle kigger i en anden retning, end de foregiver. Man bliver unægtelig betydeligt klogere på en af tidens mest omtalte danske forskere af at se ’Human Race’. Det er for eksempel temmelig interessant, at såvel Eske som hans tvillingebror Rane Willerslev, der er direktør for Nationalmuseet, klarede sig virkelig dårligt i skolen, men altså har klaret sig ganske glimrende bagefter. Og det er ikke så lidt interessant, at Eske Willerslev er overbevist om at han selv er bipolar, og at en stor del af hans kreative styrke ligger i den diagnose, uanset at den til tider kaster ham ud i dybe depressioner.

Det er bestemt også interessant at konstatere, at forskning tilsyneladende ikke er noget med at være klogere end de andre, men i endnu højere grad er et spørgsmål om at have vilje og talent til at indhente finanser, samle dygtige mennesker og spidse sine albuer.

Vil du virkelig have noget at vide om det emne, ’Human Race’ foregiver at være interesseret i, nemlig menneskets arvemasse, skal du altså gå et andet sted hen. Til gengæld får du rigtig meget andet at vide her.