I’m Still Here

Der er gået 44 år, og alligevel kan man mærke vreden boble og sprutte og syde som om den lige var blevet antændt. Hvad har dog gjort instruktøren Walter Salles så indigneret? Det er der i hvert fald ét godt bud på. Brasiliens tidligere præsident, Jair Bolsanaro, er lige blevet idømt 27 år for forsøg på at kuppe landet. Før da sad han på magten i fire år, hvor Brasilien i stigende grad mindede om et totalitært styre. Det har utvivlsomt bragt grimme minder frem hos dem, der husker hvordan livet var under militærdiktaturet i årene 1964 til 1985. Deriblandt Walter Salles.
Det kan sagtens tænkes, at Salles fik idéen til ’I’m Still Here’ mange år forinden, men Bolsanaro har bestemt gjort den aktuel. Han har trykket eftertrykkeligt på angsten for at Brasilien igen skulle blive et land, hvor folk pludselig blev arresteret på et løst grundlag – sådan som Rubens Paiva. Den tidligere politiker var allerede i søgelyset hos militærdiktaturet, eftersom han havde protesteret mod militærets magtovertagelse i 1964, og måske havde han foretaget sig et eller andet, som havde vakt deres mistanke igen. I hvert fald blev han hentet i sit hjem den 20. januar 1971 mens hovedparten af hans fem børn legede nede ad gaden, på den berømte strand Copacabana i Rio de Janeiro.
Familien så aldrig Rubens Paiva igen. Ingen så ham igen.
Det er i de scener vreden bobler og syder i ’I’m Still Here’. Paivas kone, Eunice, bliver også arresteret sammen med parrets næstældste datter. Ingen fortæller Eunice, hvorfor hun skal tilbringe flere uger i et fængsel, der hjemsøges af torturskrig døgnet rundt. Ingen kan fortælle Eunice hvor hendes mand er, heller ikke da hun endelig kommer hjem. Og sådan fortsætter det, mens militærdiktaturets folk overvåger huset i biler på gaden.
Eunice Paiva bærer vreden på vegne af alle de brasilianere, der frygter et nyt diktatur. Hun er familiens solide sammenhængskraft, også før hendes mand blev hentet, hvilket skuespilleren Fernanda Torres, en slags brasiliansk Sofie Gråbøl, understreger med imponerende autoritet. Titlen ’I’m Still Here’, der er direkte oversat fra den portugisiske original, kan både hentyde til Rubens Paiva, hvis ånd stadig lever i kraft af Salles film, og til Eunice Paiva, der tog sig en uddannelse som advokat efter hendes mands død og blev en markant udfordrer af militærstyret.
Grundlæggende handler ’I’m Still Here’ om en livsglad og levende familie – om et ægtepar med fem livlige børn, en håndfuld gode venner og en husholderske. Den første halve time af ’I’m Still here’ viser et varmt og tæt familiesammenhold, hvor der altid er plads til én til – mens diktaturets brutalitet lurer i baggrunden. Der er gjort ekstremt meget ud af at skabe et autentisk tidsbillede af Brasilien anno 1971 med den boblende tropicália-bevægelse som en del af et livligt kulturliv.
Det kan virke unødigt melodramatisk, at Salles bruger så meget tid på at vise varmen og glæden hos familien Paivas. Men det har en fornuftig pointe. Dels er tidsbilledet fantastisk, dels er det en lovprisning af en familie, der aldrig gav op. Ikke bare mor og far, men også sønnen Marcelo Rubens Paiva tog kampen op mod alverdens diktaturer ved at skrive bogen, der ligger til grund for ’I’m Still Here’. Dels fungerer familien som et billede på Det Rigtige Brasilien, det livsglade, varme, udadvendte Brasilien – i modsætning til det kolde og golde diktatur.
Filmen fiser lidt ud til sidst gennem et par uelegante og påhæftede hop frem til nyere tid, hvor Eunice Paivas betydning som borgerrettighedsforkæmper bliver understreget. Men det kan ikke pille ved at ’I’m Still Here’ er en dejligt indædt, boblende vred og insisterende fortælling om nødvendigheden af at kæmpe for livsglæde og begejstring, når totalitære kræfter manifesterer sig.