Ingen kære mor

Dét føjer godt nok et par dimensioner til begrebet ’hadegave’. Luis’ mor har ganske vist alle de bedste intentioner i verden. Hun er ikke ude på at drille, genere eller drive gæk med sin datter. Men alligevel – hvem har lyst til at modtage sin mors gravsten i julegave?

Luis har i hvert fald ikke, kan man roligt slå fast, og dermed er tematikken i den danske film ’Ingen kære mor’ sparket afsted. Luis’ mor, Christel, har uhelbredelig kræft. Hun ved, hun skal dø, endda inden for en overskuelig fremtid. Og i et forsøg på at gøre situationen nemmere for sin datter køber hun en gravsten – dog uden indskrift – og forærer den i julegave.

Men set fra Luis’ synspunkt er gaven netop et udtryk for at hendes mor ikke kan finde ud af at kommunikere på samme bølgelængde som sin datter. Luis har ikke brug for sin mors gravsten. Ikke endnu i hvert fald. Hun har brug for at tale med sin mor. Om kræftsygdommen, om det uhelbredelige, om fremtiden og fortiden og alt hvad mødre og døtre har godt af at tale med hinanden om.

Luis vil også gerne tale om sin mormor, Vivi, Christels mor, som ikke har noget synderligt velfungerende forhold til sin datter. I det hele taget har Vivi ikke et specielt godt forhold til ret mange. Hun er af den type, der har det bedst, når hun får sin vilje. Og hvis hun er utilfreds med ikke at have fået sin vilje, skal hun nok huske at sige det. Flere gange. Det er også en del af hendes særlige personlighed, at hun er elendig til at lytte til andre mennesker. Med andre ord er det ikke så underligt, at Christel ikke ser ret meget til sin mor.

Det vil Luis gerne lave om på. Det er jul, Christel og Luis er taget i sommerhus sammen, som de plejer, Luis har lige fundet ud af at hun får sin mors gravsten i julegave, og så beslutter hun sig for at invitere Vivi med til julen – uden at vende idéen med Christel.

Det bliver stemningen ikke meget bedre af. Da Vivi dukker op, skal hun kun bruge et par minutter på at nedgøre både de øvrige trafikanter og bilturen og Christels evner som kunstmaler. Hvorfor ringer Luis dog efter den rædsel? spørger man sig selv. Det gør hun for at få liv i samtalen i den lille familie – for at få følelserne på bordet, for at åbne op. Og ikke mindst for at Christel kan fortælle sin mor, at hun har kræft og at hun skal dø.

Åbnet op bliver der i den resterende halvanden time af ’Ingen kære mor’. På godt og ondt. Med humor og dramatik. Charlotte Brodthagen, der spillefilmsdebuterer med ’Ingen kære mor’, veksler ligeligt og fornuftigt mellem lyse og mørke øjeblikke. Vivi er så langt ude, at hun ikke er til at holde ud, men Birthe Neumann har tydeligvis haft en fest med at gøre familiens matriark til et helt menneske, der bevæger sig fra karikatur og ned i realistisk gulvhøjde i løbet af filmen.

Freja Klint Sandberg bevæger sig den modsatte retning som Luis. Fra at være hende, der holder balancen i trekløveret, eksploderer hun i rødvinsvædede frustrationer på selve juleaften. Og i midten står Lene Maria Christensen som Christel, der tilsyneladende aldrig helt har fundet ud af hvad det vil sige at være mor eller datter. Og som har det mindst lige så svært med rollen som uhelbredelig kræftpatient.

Blot fire skuespillere, en bil, et sommerhus og en genbrugsplads medvirker i ’Ingen kære mor’, der elegant og velafrundet spidder de svært formulerbare følelser i forholdet mellem mødre og døtre. Den sætter ikke nye standarder, og giver ejheller dansk film et nyt sprog, men den præsenterer et nyt instruktørnavn med et veludviklet talent for at folde følelser ud i både lyse og tunge farver.