Jeg tror jeg elsker dig

Pludselig dukker en ung mand op, nærmest ud af ingenting. Han holder en tale på sin gode ven Anders’ 20-års fødselsdag. Det er helt fint. Det er en god tale. Den unge mand, som vi ikke kender navnet på, holder åbenlyst af Anders.

Men hvem er han? Hvad skal vi bruge ham til? Og betyder det noget, at hans tale pludselig bliver afbrudt af Anders’ far, der synes, at det er hans tur til at holde en tale – endda en virkelig dårlig tale, som Anders er så lidt interesseret i, at han skrider fra sin egen fødselsdag?

Den unge mand med talen er under ingen omstændigheder en vigtig person for den danske film ’Jeg tror jeg elsker dig’. Men han er blevet hængende i hovedet på den her anmelder fordi han fungerer så effektivt som et billede på, at noget er gået seriøst skævt med den lille danske film.

Det begynder ellers godt. Beskrivelsen af den lille familie med en voldelig psykopat af en familiefar er umulig at ryste af sig. Anders’ stakkels mor har gjort alt hvad hun kunne for at arrangere en rigtig juleaften for hele familien, men da hun glemmer agurkesalaten og tilmed danser lidt for vildt med en anden mand, har hun tændt sin mands vrede. Knap er gæsterne gået, før hun ligger på toilettet med ansigtet sølet ind i blod.

På et tidspunkt åbner femårige Anders, der har hørt støj, døren til stuen og ser sin far sidde overskrævs på sin mor med hænderne om hendes hals. ’Ikke foran børnene!’ hvæser Anders’ mor med den luft, hun har tilbage, inden døren bliver lukket i hovedet på drengen igen.

Det er velfungerende film – om end af den grumme slags: En familie beskrevet gennem en enkelt scene mens kimen til et livslangt traume bliver sået i et lillebitte menneske. Hele den første halvdel af ’Jeg tror jeg elsker dig’ er et effektivt billede på en familie i undtagelsestilstand – en mor, der forsøger at redde stumperne af sig selv og sine børn, mens hendes psykopat af en mand kun er optaget af sig selv. Laura Drasbæk er rørende i rollen som moderen, der skal agere kærlig, mens hun planlægger at flygte. Og Johannes Nymark er virkelig ubehageligt effektiv som psykopaten med den venlige overflade.

Til gengæld skrider det hele i anden halvdel. Det har ikke kun noget at gøre med den mystiske taler ved fødselsdagsfesten. Det virker også temmelig bizart, at unge Anders bliver spillet af 23-årige Albert Rosin Harson, mens 45-årige Afshin Firouzi optræder i rollen som hans gode ven Youssef. Der er tydeligvis en stor aldersforskel på de to figurerer i filmen, men hvorfor? Er der en pointe? I så fald får vi den ikke … medmindre vi på subtil vis skal gennemskue, at Anders har fundet en erstatningsfar i sin ven.

Og så knækker det hele til sidst, da filmens idémand, forfatter og medinstruktør, Silas Holst, dukker op i rollen som sig selv – og Anders. På det tidspunkt har vi lige vænnet os til at Albert Rosin Harson spiller Anders. Men her skal vi altså have slået fast, at vi kigger på Silas Holst’ historie. Hvorfor? Det ved vi jo i forvejen. Ingen, der går i biografen for at se ’Jeg tror jeg elsker dig,’ kan være i tvivl om at filmen er baseret på de oplevelser med en voldelig far, den danmarksberømte danser ofte har berettet om i medierne.

I stedet for at fortælle en almen historie om voldelige fædre og kuldslåede familieforhold med udgangspunkt i sit alter ego, Anders, insisterer Silas Holst altså på at det er hans historie. Det forklarer hvorfor flere scener virker ufærdige, uden klar pointe, såsom den med taleren til fødselsdagsfesten. De scener er formentlig med fordi Holst har oplevet dem. Det betyder naturligvis ikke, at de dermed giver mening for publikum.

I stedet for at give Anders plads til at være en spændende figur på egen hånd, har Silas Holst og medinstruktør Brian Sean Tange skabt en film med to hovedpersoner. Det er tydeligvis én for meget.