Jay Kelly

Jeg må jo indrømme, at udsigten til ’Jay Kelly’ virkelig fyldte mit filmhjerte til bristepunktet med boblende glæde. Jeg kan sagtens finde en skovlfuld gode grunde til at brokke mig over tomhedskaloriepusheren Netflix, der til enhver tid har været mere optaget af at holde deres ekstremt lukrative forretningsmodel flyvende, end af at fortælle vedkommende historier. Men det hører også med, at selskabet hvert år smider et ordentlig læs penge på bordet for at skabe eviggyldig filmkunst.

Det er der kommet aldeles forrygende og uforglemmelige film ud af: Alfonso Cuarons ’Roma’, Jane Campions ’The Power of the Dog’ og Guillermo del Toros ‘Frankenstein’, for eksempel. Og derudover et par film af en amerikansk instruktør, der kunne have tøffet rundt i amerikansk undergrundsfilm i al evighed, hvis ikke han og Netflix havde fundet sammen i et særligt frugtbart samarbejde.

Noah Baumbach er ofte blevet kaldt Woody Allens oplagte efterfølger, men med den række af film, han har skabt for Netflix, har han understreget, at han er mere og andet end en efterfølger. Det begyndte med ’The Meyerowitz Stories (New and Selected)’, og tog for alvor fart med ’Marriage Story’ med Scarlett Johansson og Adam Driver, inden Baumbachs status som en af tidens mest spændende instruktører blev banket fast med den sære og vildtvoksende filmatisering af Don DeLillos roman ’Hvid støj’. Nu får den et par ekstra søm med komedien ’Jay Kelly’.

Der foregår utvivlsomt alt muligt, som ikke får lov at se dagens lys, når Netflix og Baumbach holder møder og skriver kontrakter. Men det virker umiddelbart som om Baumbach har både frie hænder og en ordentlig bunke penge til rådighed. Baumbach understregede jo, at han kan præcis det, Netflix vil betale enorme summer for at få, da han vandt en Oscar for bedste film med ’Marriage Story’ i 2019. Det kunne ses på opfølgeren ’Hvid støj’, der væltede i overdådige og spektakulære filmscenarier.

Præcis derfor boblede mit hjerte af forventning til ’Jay Kelly’. Baumbach og Netflix har skabt et samarbejde, der ganske enkelt bugner af overskud. Det præger så afgjort også ’Jay Kelly’, der sender os på en overdådig rejse fra Hollywood via Paris og til Toscana i Italien i selskab med en lang række dygtige skuespillere som George Clooney, Adam Sandler, Laura Dern, Jim Broadbent, Billy Crudup, Greta Gerwig og Patrick Wilson.

’Jay Kelly’ har endda overskuddet til at sende os på to rejser sammen med hovedpersonen, den kriseramte filmstjerne Jay Kelly. Efter at have fået et blåt øje af en gammel ven indser Kelly, at han har været en selvoptaget nar gennem det meste af sin karriere. Han har for eksempel set alt for lidt til sine to døtre, og da den yngste, Daisy, tager på togrejse til Sydeuropa med sine venner, insisterer filmstjernen på at rejse med – uden at ænse at Daisy ikke gider glo på sin selvoptagede far, når hun er sammen med vennerne.

Og afsted tager Jay Kelly med hele sit følge af managers, assistenter, frisører, bodyguards osv., der er dybt bekymrede over at stjernen render rundt blandt pøblen. Italienerne synes det er fantastisk, at en amerikansk filmstjerne kører i tog sammen med almindelige mennesker, og opdager overhovedet ikke, at Kelly blot er en ynkelig far med elendig samvittighed.

Den rolle spiller George Clooney med så stor overbevisning, at man nemt kommer til at tro, at figuren er bygget over ham selv – hvilket den ikke kan være, eftersom han ikke har børn. Clooney gør det med så stort et overskud af humor, elegance, charme, selvironi og patos, at han minder om den italienske legende Marcello Mastroianni i sin storhedstid i 60’erne og 70’erne. Således er ’Jay Kelly’ både et bittersødt portræt af en filmverden, hvor det kræver store afsavn at blive berømt og feteret, og et varmt tilbageblik på en slags film, der ikke findes længere.

I det hele taget er ’Jay Kelly’ præcis det, jeg forventede: En overdådig, farverig, charmerende og generøs film, der hele tiden giver og giver af oplevelser. Den er ikke så overrumplende som forgængerne ’Marriage Story’ og ’Hvid støj’ – men hvem gider dog bekymre sig om det, når Laura Dern og Adam Sandler vælter rundt og er ved at gå op i limningen af bekymring mens George Clooney og hans bredeste Buzz Lightyear-smil charmerer et helt tog fuld af italienere.