Det er altid noget med at klippe den blå eller røde ledning over. Ellers eksploderer atombomben lige i sylten på vores storsvedende helt. I ’Mission Impossible – The Final Reckoning’ er der ikke bare to, men tre ledninger. De to af dem, som vist er en blå og en gul, skal klippes over, men den røde må for alt i verden ikke ødelægges!! Og det er ikke alt! Når den grønne lampe lyser, skal super-USB-nøglen hives op og så skal den røde ledning klippes over! I en fart! Det handler om verden, som vi kender den!!

Det er selve Mission Impossible-filmenes natur. Der er altid skruet en tand eller et helt gebis op for alt, for som titlen siger, er det jo en umulig mission, vores helt Ethan Hunt er på. Det, vi ser, kan reelt ikke lade sig gøre. Det har filmmagerne allerede fortalt os. Det er et skidesmart koncept fordi det opfordrer os til at parkere alle forbehold og alle krav om realisme i garderoben. Vi skal med på et eventyr. Vi skal ud på overdrevet. Ud i det hysteriske. Det bliver vildt. Lad bare være med at spænde sikkerhedsselen for det, du ser, er alligevel umuligt. Bare nyd synet og den dirrende fornemmelse i kroppen.

Med det udgangspunkt har Tom Cruise, der efterhånden har spillet Ethan Hunt gennem 8 film, sat sig selv i scene i de mest utrolige situationer: Hængende i reb fra loftet i et rum fyldt med sensorer mens han tømmer en computer for superhemmelige informationer. Eller hængende over en dyb kløft i én hånd mens han kravler rundt på en klippe. Eller hængende i luften over en bjergkæde efter at have drønet sig selv og en motorcykel ud over en skrænt, så han kan dale ned i dalen i faldskærm og hoppe om bord på et tog. Eller hængende i én hånd eller en fod eller en øreflip i et lille fly, der er midt i et loop i et par kilometers højde.

Tom Cruise hænger altid et eller andet vanvittigt sted, som man bliver svimmel af at se på, i rollen som Ethan Hunt. Og det er vel at mærke en del af fortællingen, at Cruise, der snart bliver 63 år, selv udfører sine næsten-umulige stunts i de 8 Mission Impossible-film.

Handlingen er lige så langt ude. Det er agentfilm i sin yderste potens. Ethan Hunt er så hemmelig en agent, at selv ikke hans overordnede kender hans identitet. Og sådan drøner Hunt rundt i skyggerne og redder verden, både de mennesker han holder af og ’dem, han aldrig har mødt’, som det hedder i filmene.

I de to seneste – og efter sigende sidste – Mission Impossible-film er han oppe imod The Entity, et stykke kunstig intelligens, der er i fuld gang med at overtage verden. Af årsager, som ingen rigtig ser grund til at argumentere fornuftigt for, ligger koden til The Entity på en harddisk i en russisk kæmpeubåd på bunden af det iskolde Beringhav. Den skal Hunt have fat i for at uskadeliggøre det kunstige bæst. Men det er kun begyndelsen. The Entity skal lagres på en supersmart USB-nøgle osv osv.

Handlingen i ’Mission Impossible: The Final Reckoning’ er lige på grænsen til at være det rene vrøvl, men det er selvfølgelig en del af konceptet. Det umulige, du ved. Men denne gang er der en kerne af noget vedkommende midt i vrøvlet. The Entity piller i en angst, vi alle kan forholde os til: Er den kunstige intelligens reelt en trussel mod os? Og minder The Entity, der omtales som ’sandhedsslugende’, ikke om Donald Trump og de højrepopulistiske partier, der opstår overalt i verden lige nu?

Den knugende alvor, der ulmer inde i det overdrevne filmvrøvl i ’The Final Reckoning’ er en væsentlig årsag til at den sidste Mission Impossible-film er en markant stærkere oplevelse end den to år gamle ’Dead Reckoning’, som ’The Final Reckoning’ er en fortsættelse til. Der er simpelthen noget på spil. Selvom vi har parkeret fornuften og realismen i garderoben bliver vi alligevel ramt af det verdensbillede ’The Final Reckoning’ præsenterer, og med det udgangspunkt serverer Cruise og Christopher McQuarrie, hans faste makker på de seneste fire Impossible-film, et par scener, der snildt overgår alle de andre hysterisk sindssyge tivoliture i serien. Det nødvendige besøg i den gamle russiske kæmpeubåd er helt utroligt intenst – især i betragtning af at det er så langt ude på overdrevet, at vi alligevel ikke opfatter det som realistisk.

Det er simpelthen virkelig effektiv underholdning. Det vælter med huller og mangler, som aldrig ville blive accepteret andre steder end i Mission Impossible-universet. Hvem er Grace for eksempel, denne smukke lommetyv, der også kan slås, og som bliver spillet af Hayley Atwell? Hvad er hendes historie? Nå skidt. Det lugter lidt af alvor i den sidste Impossible-film, men charmen er som altid, at man for alt i verden skal lade være med at tage det alvorligt.