Monsieur Aznavour

Der ligger en virkelig forrygende tematik og putter sig nede i storfilmen ’Monsieur Aznavour’. Den er der, helt sikkert, hvis man kigger rigtig godt efter. Men den får ikke lov til at komme op til overfladen og råbe ’Se, her er jeg!’

Det er på bagvendt vis det mest iøjnefaldende ved ’Monsieur Aznavour’. Den har en oplagt mulighed for at servere en stærk pointe for omverdenen – men den vil hellere pakke sin hovedperson, det franske kulturikon Charles Aznavour, en af Frankrigs mest indflydelsesrige sangere og komponister, manden bag eviggrønnerter som ’La bohème’, ’Les comédiens’ og ’Hier encore’, ind i labert musikvideolignende filmlir.

Tænk hvis instruktøren Mehdi Idir og hans filmhold havde haft lige så meget tankegods på hjerte, som de har teknisk overskud. Se bare en scene som den, hvor vi først ser en gnaven Charles Aznavour brokke sig over at strygerne og så blæserne ikke lyder, som han gerne vil have det. Brok brok brok. Og pludselig lyder musikken helt anderledes. Langsommere og med en hip hop-rytme. Og så begynder et par amerikanere at rappe.

Det skyldes ganske enkelt at de rappende amerikanere, Dr Dre og Xzibit, samplede en bid af det nummer, Charles Aznavour og hans orkester står og øver i et studie, til deres hit ’What’s the Difference’. Sådan viser man på brillant vis hvordan Aznavour sled og slæbte i 1966 og fik stor indflydelse på eftertiden. Og det giver den suverænt velorkestrerede sekvens i ’Monsieur Aznavour’ endnu et løft, at teksten i ’What’s the Difference’ handler om at vælte i succes. Hvorefter Mehdi Idir og hans filmhold disker op med en laber montage, der viser Charles Aznavour vælte sig i enorme palæer, labre pelse, smukke damer, horder af fans og en stor hvid Rolls Royce.

Så filmisk blæret er det store filmportræt af Charles Aznavour skruet sammen. Alt ser skidegodt ud. Skuespilstjernen Tahar Rahim har brugt måneder på at synge som Aznavour, bevæge sig som Aznavour og tænke som Aznavour. Men hvad vil Mehdi Idir og hans hold med alt det overskud? Hvordan vil de skubbe Aznavour og hans kulturelle arv videre ud i fremtiden?

Mehdi Idir sender os på en kronologisk rejse fra det ene højdepunkt til det næste, fra Shahnur Vaginak Aznavorian bliver født i 1924 til opvæksten i Paris med en armensk familie, der elsker deres hjemlands kultur, til de spæde forsøg på at slå igennem som sanger med en usexet fysik og en skrattende stemme, til 2. verdenskrigs fortrædeligheder, til det første ægteskab og det første barn, til venskabet med læremesteren Edith Piaf og videre til de første store hits og succesen i USA.

Alt kommer væltende i en strøm så tyk, at man bliver helt forpustet – men også lidt ligeglad. For hvorfor er alle de barske knaster i mandens liv skåret væk? Vi får at vide, at Aznavour blev udsat for racisme flere gange, især i hans ungdom, men den oplagte tematik i filmen, at han løftede og udvidede fransk kultur ved at bidrage til den som indvandrer og flygtning, får aldrig lov til at træde helt frem.

Den ligger ellers lige under overfladen. En stor del af de vigtigste personligheder bag ’Monsieur Aznavour’ er børn af indvandrere og flygtninge, eksempelvis instruktøren Mehdi Idir og hovedrolleindehaveren Tahar Rahim. Og det fremgår tydeligt af filmen, at Aznavours personlighed og musik var et produkt af sammenstødet mellem armensk og fransk kultur.

Men noget tyder på at holdet bag filmen har været for bange for at støde og udfordre det store og brede publikum, man gerne vil have fat i. I stedet er ’Monsieur Aznavour’ blevet et virkelig dresseret, meget velfriseret og ganske udramatisk portræt af et menneske, der netop var udresseret, ufriseret og dramatisk.