Mors drenge

Jo, jeg var også lige ved at udbryde ’hold nu kæft’ til det græske spøgelseskor, der dukker op i ny og næ og messer kommentarer til Adrian Lloyd Hughes og hans brødre. Ordene ’sikke noget prætentiøst gøgl’ har formentlig også været en tur gennem mit hoved. Og jeg har uden tvivl kigget på Birthe Neumann, Jakob Cedergren og Asta Kamma August og tænkt ’jojo, dygtige skuespillere, men er det ikke lidt forskruet at invitere dem indenfor i en dokumentarfilm som Jesper Dalgaards ’Mors drenge’?’

Det gav selvfølgelig rigtig god mening i de sekvenser, hvor Dalgaard genskaber brødrene Lloyd Hughes’ mest traumatiske øjeblikke med deres mor. Måske mest livagtigt i scenen, hvor en dreng spiller Philip Lloyd Hughes, Adrians lillebror, i en alder af 10-11 år. Philip har givet sin mor en flaske whisky af et særligt mærke, fordi han har set flere, endda mange, af flaskerne i deres lejlighed. Han vil bare gøre hende glad med en fødselsdagsgave, og er for lille til at vide, at der står whiskyflasker til højre og venstre fordi hans mor er alkoholiseret.

Og så går skuespilleren Asta Kamma August i gang med at spille Philips mor. Hun er fornærmet. Hun skælder og smælder i vrede over at hendes søn har udstillet hendes alkoholproblem – uden at vide det. Ved siden af sidder den nu 56-årige Philip Lloyd Hughes med tårer i øjnene. Han gør Asta August opmærksom på, at hun ikke er helt oppe i det rigtige niveau. ’Hvis du kan græde og skrige, er du på rette vej’, tilføjer han. Og så skruer August op for skuespillet.

Sådan bruger Jesper Dalgaard filmiske – eller måske rettere teatralske – virkemidler til at illustrere den særlige oplevelse DR-værten Adrian Lloyd Hughes og hans brødre havde med deres mor. Adrian har tidligere beskrevet det i den populære podcast ’Mors afskedsbrev’, og siden i en bog. Og med ’Mors drenge’ forsøger Jesper Dalgaard, Adrian Lloyd Hughes og hans fire brødre Carsten, Ieuan, Michael og Philip at finde til bunds i deres familieforhold og forstå, hvorfor deres mor skrev et afskedsbrev, hvori hun kaldte sine tre ældste sønner ’skuffelser’. Og tilføjede: ’Jeg håber af hele mit hjerte, at I er bedre ægtemand og fædre end I var sønner’. Hvad får dog en mor til at svine sine børn så grundigt til?’

Og her er det så, i et forsøg på at komme tættere på svarene, at Dalgaard bruger teatralske og filmiske virkemidler i ’Mors drenge’. Han bruger også klassiske teknikker, såsom at interviewe brødrene og finde gamle smalfilm og optagelser fra medierne frem. Men i en stor del af filmen spiller Birthe Neumann brødrenes mor, så det slår gnister, Jakob Cedergren er deres far uden rigtig at være en far og Asta Kamma August er et flammende bål som deres mor i ung udgave. Det græske spøgelseskor dukker også op i ny og næ. Og i det studie, hvor så godt som hele filmen er optaget, sidder en klassisk kvartet klar til at spille de præcise følelser frem.

Undervejs diskuterede jeg med mig selv om Dalgaard får forklaret pointen med alle iscenesættelserne godt nok for publikum. Og om de var lidt forstyrrende for forståelsen en gang imellem, men i sidste ende var jeg aldrig i tvivl: Brødrene Lloyds Hughes’ forskruede familiehistorie ender med at stå ekstra skarpt takket være Dalgaards iscenesættelser og teatralske effekter.

Familiehistorien, der byder på ekstravagant rigdom, smukke champagnepiger og ikke mindst miserable forældre på stribe, er en græsk tragedie værdig. Det er kulørt og ekstremt hinsides enhver dansk parcelhusstandard. Det giver fortrinlig mening at skrue op for virkemidlerne, op på operetteniveau, op på en lydstyrke, der passer til en stor teaterscene. Det giver rigtig god mening at rive hul i det sædvanlige dokumentarsprog og lade os se brødrenes oplevelse med friske og forundrede øjne. Vi har kort fortalt aldrig set noget lignende. Og nu, hvor støjen har lagt sig, sidder jeg med en klar og stærk fornemmelse af den smerte, Philip Lloyd Hughes har slæbt rundt på siden hans mors møgfald over at have fået sin yndlingswhisky i fødselsdagsgave.