Nürnberg

Hold da kæft. Hvis nogen skulle sidde med den idé, at film om 2. verdenskrig handler om fortiden, så bliver den grundigt skudt ned med det nye amerikanske drama ’Nürnberg’. Udgangspunktet for filmen er naturligvis den retssag, de fire allierede nationer – USA, Frankrig, England og Sovjetunionen – etablerede for at menneskeheden på retfærdig vis kunne dømme de naziledere, der overlevede 2. verdenskrig. Retssagen blev placeret i byen Nürnberg, officielt af praktiske årsager, men mon ikke også tilfredsstillelsen ved at ydmyge nazisterne i de rammer, hvor de hvert år holdt deres årlige partikongres, har spillet ind.

Retssagen i Nürnberg har været udgangspunkt for talrige film og serier, så sent som i 2022 og minsandten igen i 2025 i to dokumentarer. Det lugter altså lidt af souvenirshop på et museum når instruktøren James Vanderbilt inviterer os med tilbage til det sydtyske. Men Vanderbilt har en specifik, aldeles tydelig og højst nutidig pointe med sin film. Han siger ikke navnet Donald Trump på noget tidspunkt, men der er ikke så meget som skyggen af en flig af tvivl om at Vanderbilt har spekuleret rigtig meget over den tendens til at skabe fjendebilleder, der er central i Trumps politik. Den minder nemlig fælt om noget, der foregik i Tyskland for 80-90 år siden.

Vanderbilt trækker Nürnbergprocessen og nazisterne op til nutiden takket være bogen ’The Nazi and the Psychiatrist’, som forfatteren Jack El-Hai udgav i 2013. Den beretter om psykiateren Douglas Kelley, der havde til opgave at tilse de overlevende naziledere før og under processen i Nürnberg. Og den fortæller specifikt om Kelleys forhold til rigsmarskal Hermann Göring, Hitlers stedfortræder.

Den vinkel på Nürnberg giver Vanderbilt rig anledning til at stille spørgsmålene ’Hvor gale var nazisterne?’ ’Hvor onde var de?’ ’HVAD var de?’ Og først og fremmest: ’Hvordan adskilte de sig fra alle os andre?’

Kelley skrev en bog om sine oplevelser med nazilederne, og ikke mindst den snu og begavede Göring, men han var tilsyneladende så optaget af at advare om at også amerikanerne risikerede at opleve et totalitært styre, hvis ikke de passede på, at hans bog aldrig blev en succes. Det var for provokerende et synspunkt. Og det er det formentlig stadig.

Netop dér skærer Vanderbilt igennem med en klokkeklar advarsel i en film, der ellers er klassisk amerikansk storfilm fra ende til anden. Der er fuld tryk på alle effekter, skuespillet er til den overspillede side, dialogen går efter at servere skarpe one-liners hele vejen igennem, den typiske fremstilling af amerikanerne som de store frelsere i Europa under 2. verdenskrig er også til stede og for forståelsens skyld bliver Göring, som spilles af stjernen Russell Crowe, sat til at tale engelsk i det meste af filmen.

Rami Malek er dejligt energisk i rollen som Douglas Kelley og Michael Shannon er som altid fremragende i al sin skrøbelighed som den amerikanske anklager Robert Jackson. Men når ’Nürnberg’ gør så stærkt indtryk, er det først og fremmest fordi den insisterer på, at vi skal lære af fortiden. Og fordi den er så overbevisende i sin insisteren på, at vi skal lære af fortiden. Den insisterer så meget på at være aktuel, at det næsten vil være en fornærmelse at kalde den en historisk film.