Selvom man har været død i 22 år, kan man jo godt være vred. Og endda rigtig vred. Altså, hvor skamløs kan man være!? Det er helt fint, at man roder i mine ting. Det var jo derfor, jeg begyndte at samle mit eget arkiv med alle mine minder gennem årene. Mest de gode naturligvis. Men også lidt dårlige. Det hører jo sammen på en måde. Man har ikke gode oplevelser, hvis man ikke også har dårlige. Under alle omstændigheder samlede jeg mig et arkiv fordi jeg ville give eftertiden et indtryk af mig.

Men jeg bliver vred, når man roder i mine fotos, film og memorabilia, og bruger dem til at fastslå noget om mit væsen. Det er jo wahnsinn! Man kan da ikke åbne et hvilket som helst fotoalbum og konkludere ’nåh, sådan var han eller hun’. ’Hun var sygeligt optaget af sine børn’. Eller ’han var en total narcissist – han tog kun billeder af sig selv foran alle mulige kendte turistattraktioner over hele verden’. Selvfølgelig fortæller det, vi gør, noget om os, men da ikke alt.

Men det er jo det, han prøver, denne Andres Veiel. Han roder i mit private arkiv, finder filmstrimler og billeder og siger: ’Nåh, se lige her. Hun giver Adolf Hitler hånden og smiler. Så må hun jo være nazist.’ Ja, jeg overdriver selvfølgelig, men jeg er så vant til at folk kigger på fotos af mig og siger ’se, hun gør so und so, hun må være nazist’. Selv hvis nogen fandt et foto, hvor jeg børster tænder, vil det kunne bruges som en anklage mod mig.

På et tidspunkt i Veiels film, som han har tilladt at opkalde efter mit efternavn, Riefenstahl, viser han klip med en instruktør, som jeg arbejdede sammen med. Sidst i forløbet fortæller en stemme, at instruktøren blev indlagt med psykiske problemer, og at jeg aldrig besøgte ham. Hvorfor skal folk vide det? Beviser det noget? Måske var jeg bare forkølet.

Sådan er den jo hele i vejen igennem, denne såkaldte dokumentar. Mange klip bliver brugt til at antyde noget, som man ikke har beviser for. Ofte bringer den klip, hvor jeg skændes med intervieweren, som om det fortæller en større sandhed. Det gør det jo ikke. Vi råber bare ad hinanden.

Denne Veiel er flink nok til også at vise nogle af mine gamle optagelser med atleter, der dyrker sport. De ser jo fantastisk flotte ud, synes jeg. Selv i dag er de imponerende at se på. Det er Veiels film i øvrigt også. Det må jeg indrømme. De mennesker, der har leveret lydarbejdet og klipningen er virkelig dygtige. Det er næsten som at høre musik. Men indholdet er unsinn – det meste af det er noget sludder.

Hvorfor laver ingen en dokumentar om de utroligt smukke optagelser, vi lavede dengang. Især i ’Olympiaden – folkenes fest’ og ’Viljens triumf’. Måske er det verboten. Filmene blev jo brugt som propaganda for nazipartiet, og selvom jeg hele tiden har sagt, at jeg var imod, at de blev brugt som propaganda, tror igen tilsyneladende på mig.

Jeg forstår ikke hvorfor det hele skal være så quadratisch … hvad siger man på dansk? … Firkantet. Hvorfor skal jeg enten være nazist eller ej nazist? Som jeg siger i en tv-optagelse i dokumentaren, støttede 90 procent af tyskerne Hitler under 2. verdenskrig. Det var det, man gjorde. Han havde magt, og hans parti gav mig penge til at lave de optagelser, jeg drømte om. Derfor sagde jeg ja.

Men når jeg ser på mig selv, og de ord, jeg har sagt, når jeg blev interviewet, kan jeg se, at jeg ikke altid var god til at forklare mig. Jeg forsøgte vel at forklare, at det ikke var let at sige, om jeg var nazist eller ej. Vi var alle påvirkede på forskellige måder dengang. Det er jo i virkeligheden meget mere interessant end mig. Hvordan påvirkede det os, at vi var under indflydelse af så kraftfuld en maskine som Hitler og hans naziparti? Men folk er åbenbart meget mere interesserede i at rode i mine ting og spørger ’var hun nazist eller ej?’