Sådan træner du din drage

Her, lige her på dette sted, ville jeg egentlig have skrevet noget skidesurt. Jeg ville have skrevet noget med, at tidens amerikanske filmindustri tydeligt viser, at den mere handler om industri end om film. Og at der burde være en moralsk grænse for meget man kan spekulere i ren profit, når man beskæftiger sig med noget så ædelt som filmmediet.

Og meget mere. Og mere surt. Også noget om, at de selskaber, der har skabt så mange store oplevelser med animationsfilm, burde forvalte deres arv med respekt i stedet for at forsøge at malke den for penge. Især Disney, der har omsat film som ’Skønheden og udyret’, ’Junglebogen’, ’Aladdin’, ’Snehvide’ og ’Lilo & Stitch’ til realfilm, altså med levende skuespiller og computereffekter, har afsløret sig selv som en glubsk pengemaskine. Og der er mere på vej, blandt andet nye versioner af ’Moana’, ’The Aristocats’ og ’Bambi’.

Årsagen til min surhed er at også selskabet DreamWorks, der har forrygende animationsfilm som ’Shrek’, ’Madagascar’ og ’Kung Fu Panda’ i bagagen, nu spekulerer i at lave realfilm ud af deres gamle guld. Til at begynde med tager de fat i den tankevækkende og charmerende ’Sådan træner du din drage’ fra 2010.

Men efterhånden som historien om den unge viking Hikke blev foldet ud i den nye version, kogte mit blodtryk af. Det er jo en forrygende historie. Tænk at bo på Bersærkerø, en lille nordatlantisk ø et sted i vikingetiden, som i ny og næ må finde sig i at blive angrebet af drager, ja, ikke bare drager, men af alle mulige slags, fra de klodsede gorkler, der ligner en slags flyvende kæmpegrise, til dobbelthovede drager, og Natskyggerne, som ingen nogensinde har set og som alle derfor frygter, også fordi de altid rammer plet med deres isblå ildkugle.

Tænk at være Hikke, som alle griner af, blot ikke hans far, høvdingen Havblik, der hader dragerne, som slog hans kone, Hikkes mor, ihjel. Havblik kan næsten ikke bære, at hans eget afkom er sådan et skvat. Reelt er Havblik bare for stor og enfoldig en kriger til at forstå, at Hikke har hjerne i stedet for muskler, og da Hikke ved et tilfælde får skudt et eksemplar af de frygtede natskygger ned, ændrer livet på Bersærkerø sig radikalt.

Det er en smuk beretning om at lære at forstå sine fjender, at respektere det man ikke forstår og at søge fred i stedet for konfrontation – ikke bare fordi man dermed lever et fredeligere liv, men fordi der er store værdier at hente i at lære det fremmede at kende. Alene af den grund vil ’Sådan træner du din drage’ være sund af se for mange af nutidens politikere.

Især de øjeblikke, hvor min vrede virkelig boblede af, vil være oplagte at nærstudere, nemlig da Hikke og natskyggen Tandløs lærer hinanden at kende. Det er fantastisk effektiv historiefortælling. To væsener, der burde kæmpe på liv og død, opdager at de også er ens i deres forskellighed. Og den viden er naturligvis guld værd for dem begge.

Det ændrer ikke ved at den amerikanske filmindustris kyniske malkninger af de gamle filmperler er en skændsel. Primært fordi der ikke er tale om forbedringer. Hvad Disney angår, foretager de sig ikke meget andet end at servere virkeligt meget dårligere film for de nye generationer. DreamWorks har primært genindspillet ’Sådan træner du din drage’. Selskabet hævder selv, at der kommet mere dybde i fortællingen ved at bruge levende skuespillere. Det er noget vrøvl, der kun understreger, at DreamWorks ikke stoler på den menneskelige fantasi, som animationsfilm henvender sig til – evnen til at afkode tegninger og digte videre.

Men ’Sådan træner du din drage’ er stadig en fantastisk og forrygende velfortalt historie, der kan afvæbne enhver trang til konfrontation. Også i den nye version.