Samia – Den lille drømmer

Nogle historier er nok bare for gode til at blive fortalt på film. Hvad skal det sige? spørger du sikkert. Hvad har jeg gang i? Jo, se nu en historie som Samia Yusuf Omar. Den er så fyldt med drama, at det kvarte kunne være nok til en bestseller. Som historiefortæller behøver man ikke anstrenge sig for at få folk til at spærre ørerne op.

Hør bare: Samia voksede op i 1990’erne i en fattig del af Somalias hovedstad Mogadishu. Hendes familie tilhørte en lille etnisk minoritet, så der var ikke muligheder for at avancere socialt. Men Samia elskede at løbe. Og hun kunne løbe hurtigt. Hurtigere end sin bror. Hurtigere end drengene i skolen. Mændene i familien sagde til hende, at ifølge koranen havde piger ikke lov til at løbe, men Samias mor havde selv deltaget i løb, så hun gav hende lov.

Allerede her er historien om Samia fyldt med kønspolitisk gods. Men den er knapt gået i gang.

Somalia har længe været plaget af kampe mellem styret og islamistiske oprørsgrupper. Også under Samias opvækst. Hendes far og onkel mistede begge livet under et morterangreb på en markedsplads, og Samia måtte gå ud af skolen for at passe sine mindre søskende. Men hun fortsatte med at løbe. Hun løb og løb trods trusler fra muslimske militsgrupper, og i de sene teenageår fik hun muligheden for at deltage ved De Olympiske Lege i Beijing i 2008, som den ene af kun to somaliske sportsfolk.

Samia Yusuf Omar havde ikke en chance for at vinde. Hun endte 9 sekunder efter sin nærmeste konkurrent ved det indledende løb på 200 meter. Men publikum elskede den lille fighter, som allerede havde vundet en utrolig sejr ved overhovedet at være med ved OL.

Det er en vild historie. Den handler om rigtig meget. Om at tro, om at ville, om at insistere med livet som indsats, om absurde religiøse dogmer, om kønsroller og om en skæv verden. Men historien er ikke slut endnu.

Efter OL vendte Samia tilbage til Somalia, men måtte flygte ud af landet for at få mulighed for at løbe, og på grund af de politiske uroligheder endte hun i interneringslejre i Libyen. Og så skal der ikke afsløres mere her. Men historien om Samia Yusuf Omar er allerede så fyldt med drama, at den er oplagt til en film. Den fortæller næsten sig selv. Det er netop der, den tysk/italienske film ’Samia – den lille drømmer’ halter.

Det er ikke nogen dårlig film, slet ikke, Men instruktørerne Yasemin Samdereli og Deka Mohamed fortæller en snorlige, næsten wikipedia-agtig historie uden at man mærker deres temperament og personlighed. Og Yasemin Samdereli har personlighed. Det viste hun allerede i 2011 med sin finurlige komedie ’Almanya – velkommen til Tyskland’. Men tyrkerne snakkede tysk i filmen, talte tyskerne et nonsenssprog, der var uforståeligt for tyrkerne. Med et enkle og originale greb understregede Samdereli det absurde i at være tyrkisk tysker og få at vide, at man er fremmed.

Så kreativt tør Samdereli ikke tænke med ’Samia – den lille drømmer’. Respekten for Samia Yusuf Omar og det Afrika, hun repræsenterer, er for stor. Der er tilsyneladende for meget på spil til at Samdereli og Mohamed tør skrue op for deres eget temperament.

Det er ikke nogen katastrofe. Ilham Mohamed Osman, der spiller sin første rolle som Samia, har et dejligt nysgerrigt og levende ansigt. Og man skal være lidt af en betonklods for ikke at blive dybt berørt af beretningen om Samia. Men det ændrer ikke ved, at den vilde og utrolige historie om Samia Yusuf Omar er blevet en lille og upersonlig film.[/pms-restrict]