Saras stempel

Netop som man tænker ’nu kan det da ikke blive mere tosset’, så bliver det netop meget mere tosset. Hvor dumt det præcis bliver, skal du selvfølgelig selv opleve i biffen, men på det tidspunkt, hvor begivenhederne i dokumentaren ’Saras stempel’ bliver rigtigt tossede, har vi lige set en onkel stikke sin søde 13-årige niece et par flade. De omkringstående forsøger at stoppe ham flere gange, men onklen bliver ved med at slå sin niece.

Så tænker man jo ’hvordan kan en onkel dog føle sig berettiget til at slå sin niece?’ Hendes far kan måske komme til det i et anfald af vrede eller fortvivlelse, men hendes onkel!?? Og hvad har pigen dog gjort? Såmænd bare kørt på motorcykel, endda under tilsyn af en voksen og erfaren motorcyklist. Det er ikke fordi onklen er bekymret for, at hans niece skal komme galt afsted, nej, pigen har opført sig på en måde, piger ikke må. Eller bør. Ifølge traditionel tankegang. Som en anden mand siger på et andet tidspunkt i filmen: ’Man er nødt til at slå piger en gang imellem’. Og det er ikke det dummeste, der bliver sagt i ’Saras stempel’.

Hvad skal pigen så foretage sig, hvis hun ikke må køre på motorcykel? Blive gift. Langt tidligere i ’Saras stempel’ har hovedpersonen Sarah Shahverdi udtrykt sin sorg over 11-årige piger, der har født to børn og altså knap har haft en barndom. Den slags er der åbenbart en del af Iran, måske ikke i de store byer, men i landdistrikterne, ude hvor de iranske krager nødigt kommer.

Som det fremgår af ’Saras stempel’ bliver piger ned til 11 års-alderen bortlovet til voksne mænd. Det er en måde at sikre dem tryghed, såvel økonomisk som i forhold til deres ære. Med en mand i en tidlig alder, er der ikke den store fare for at andre snupper æren udenfor ægteskabet.

Således vælter ’Saras stempel’ med vidnesbyrd om kvinders position i det iranske samfund. Netop dét forsøger byens nye – og første kvindelige – borgmester, Sarah Shahverdi, at gøre noget ved. Hendes far opfostrede hende til at være selvstændig og handlekraftig, endda til at køre på motorcykel, og den smag af frihed er hun fast besluttet på at give videre til de øvrige kvinder i byen. Borgerne er tilsyneladende også opsatte på, at der skal ske noget. De vælger i hvert fald Sarah til borgmester. Men traditioner og vanetænkning er ikke lige til at ændre fra dag til dag. Inden længe begynder byens mandlige spidser, inklusive Sarahs egen bror, at gøre modstand. De vil ikke uden videre afgive de beføjelser og den magt, de havde før.

Kønsubalance og mandschauvinistisk stupiditet i Iran er ikke ligefrem ukendt stof, men der er alligevel noget nyt og hidtil uset på færde i dokumentaren ’Saras stempel’. For det første har de to instruktører Mohammadreza Eyni og Sara Khaki gjort sig lidt af et fund med Sarah Shahverdi, en handlekraftig og kontant kvinde, der tilmed går rundt i det meste af filmen med et optimistisk smil – bortset fra når mændene, inklusive hendes bror, opfører sig dumt.

Hvor meget power damen har, står især tydeligt frem i scenen, hvor hun opsøger sin førnævnte bror, der har taget fusen på sine resterende ni – ja, ni – søstre. De var alle i god tro, da broderen gav dem et stykke papir og bad dem skrive under. Ingen af dem opdagede, at de dermed afgav deres arv til broderen. Den kontrakt vil Sarah gerne rive i stykker, af gode grunde, men hendes bror beder hende om at blande sig udenom. Han mener tilsyneladende at være i sin gode ret til at rage til sig – uanset at det sætter hans søstre i svære problemer.

Det er ganske enkelt forbavsende at være vidne til, og det er præcis det, ’Saras stempel’ kan. Med humor, dramatik og en stor sans for at være på det rette sted og fange begivenhederne mens de sker, fortæller ’Saras stempel’ mere end tusinder af nyhedsudsendelser om de problemer, moderniteten og kvindefrigørelsen kæmper mod i Iran. Det er dumt, men bestemt også lærerigt – og underholdende.