Small Things Like These

Der sker mere eller mindre ikke en skid i den første halve times tid. Tavse Bill skovler kul og kører det ud til kunderne i sin gamle skramlekasse af en ladvogn. I køkkenet derhjemme fjoller og støjer hans fem døtre mens hans kone holder styr på gryderne og panderne. Til tider hopper filmen tilbage i tid, til dengang Bill var dreng og han blev passet hos en rig kvinde. Hans unge mor var der også. Engang i mellem.

På et tidspunkt ser Bill en ung kvinde, en stor teenagepige, der bliver skubbet ind i et kloster af sin mor. Pigen tigger og beder moderen om ikke at sende hende derind. Så kører Bill hjem fra arbejde og vasker sine hænder. Vasker og vasker og vasker. Til neglebørsten må have slidt huden af. Derefter knækker han sammen på badeværelsesgulvet.

Bill har det skidt. Det kan ingen være i tvivl om. Hele Irland har det skidt. 1980’erne, hvor filmen finder sted, har det skidt. Den snaskede sludsne falder i tunge flager over Dublin mens støvet fra Bills kul lægger sig tykt om både landskab og by og stuen i Bills hus, hvor lamperne kæmper for at lægge lys over den tungsindige stemning.

Vi er aldrig i tvivl om at årsagen til Bills sjælekvaler skyldes det lokale kloster af Magdalene-ordenen. Inden længe finder Bill den unge kvinde, der bad sin mor om ikke at blive deponeret i klostret, i kulskuret, en tidlig morgen i frostvejr. Hun er tydeligvis blevet straffet for et eller andet. Bills samvittighed befaler ham at tale med nonnerne i klostret, men han kan knap få sig selv til det. Ordene kommer ud som små undskyldninger.

Senere advarer en lokal kvinde, der har hørt om den unge kvinde i skuret, Bill om at foretage sig mere eftersom nonnerne har tråde i mange hjørner af lokalsamfundet og er i stand til at skade Bills familie og forretning.

Dermed er filmens fjendebillede kridtet grundigt op. Gennem et par århundreder tog Magdalene-klostrene sig af såkaldt faldne kvinder – det vil sige prostituerede, forældreløse, subsistensløse eller unge piger, der var blevet gravide ved et øjebliks skødesløshed. I slutningen af 1990’erne blev det afsløret, at flere af klostrene havde begravet uønskede børn – og enkelte uønskede voksne – i massegrave. Det nationale chok var enormt og klostrene blev nedlagt, men de har siden fungeret som et effektivt symbol på statsautoriseret ondskab i fåreklæder.

Hverken den belgiske instruktør Tim Mielants, der er mest kendt for ’Peaky Blinders’- serien, eller forfatteren Claire Keegan, som har skrevet bogen bag ’Small Things Like These’ er i tvivl om grusomheden hos Magdalene-ordenen. Den får fuld skrue med mørke og dystre billeder fra klostrets indre mens strenge nonner hundser rundt med alt og alle. Det er næsten en gyserfilm værdig, men det har sin gode pointe. Det skal understrege hvorfor Bill har så ondt i sjælen.

Og det gør ’Small Things Like These’, såvel effektivt som poetisk og smukt. Tim Mielants fortæller sin historie langsomt og nænsomt med små finesser og detaljer, der umiddelbart ikke ser ud til at have den store betydning, men som tilsammen tegner en stærk fornemmelse af dobbeltknudemanden Bill. Hele filmen er vi mere eller mindre inde i Bills psyke. I sludsjappende gråvejr og brunkulsstøv. Det ene smukt underbelyste billede overtager det næste, mens skuespilleren Cillian Murphy tøffer rundt med tungthængende skuldre og hvisker sine replikker. Sjældent har en skuespiller båret en film så grundigt med sin hud og sine hår.
Armbevægelserne i ’Small Things Like These’ er så små, at man næsten ikke kan se dem flytte sig. Men i det gråbrune mørke vokser sig en virkelig bevægende fortælling om en mand, der søger tilbage til sin indre dreng for at blive genforenet med sin mor.