Sorry, Baby

Anmeldere holder meget af superlativet ’personlighed’. Jeg gør i hvert fald. Det er et dejligt udtryk. Når man ikke rigtig ved, hvorfor det egentlig er, man kan lide en film, kan man altid rubricere den som ’personlig’. Så er det slået fast, at filmen gør noget særligt og at den i hvert fald ikke ligner så meget andet. Og de fleste kan jo lide noget, der har personlighed. Det smager også lidt hen ad ’original’, som også er det dejligt superlativ at hive frem, når man ikke lige kan finde på noget andet positivt at skrive.

Men her er en film, hvorom udtrykket ’personlighed’ ikke bare er noget, man kan finde frem som standardløsning. Den personlige tone klinger tydeligt gennem filmen fra start til slut. En del af særligheden skyldes sandsynligvis, at ’Sorry, Baby’ er komikeren, skuespilleren og instruktøren Eva Victors første film. Hun prøver sig muligvis frem. Udvikler sig. Men i almindelighed er ’Sorry, Baby’ en film med sin egen tilgang til at fortælle en historie på film. Den opfører sig nærmest som om hele Hollywoods tradition for historiefortælling – med berettermodeller og andre veletablerede tricks – aldrig har eksisteret.

Eva Victor er i sig selv en type skuespiller, der ikke ville have haft mange chancer i Hollywood. Hun er alt andet end overtydelig i sit skuespil. Hun er aldrig 100 procent glad, 100 procent ked af det eller 100 procent sur. Nogen vil muligvis betegne hendes smil som upræcist – jeg vil snarere kalde det underfundigt. Eller effektivt flertydigt, eftersom det menneske, Eva Victor præsenterer i ’Sorry, Baby’, ikke er typen, der fungerer efter klare følelser. Det er mere eller mindre hele præmissen for filmen. Agnes har været gennem en traumatisk oplevelse, som i de fleste andre historier ville blive præsenteret kort og kontant og sort på hvidt – ikke til diskussion.

Det er netop en del af Agnes’ traume, at intet er sort eller hvidt eller klart og kontant. Det skete bare. Og det kunne næsten ikke være anderledes. I det mudder af følelser, indtryk og spørgsmål og skam og skyld forsøger Agnes at navigere – inden hun til sidst i filmen fortæller en lille baby, at den til enhver tid kan komme til hende, når den vokser op og oplever svære følelser, måske selvmordstanker. Det er en grotesk, men også dybt rørende scene om at forholde sig til livets store udfordringer.

Men hov, må jeg godt afsløre slutningen? Ja, i tilfældet ’Sorry, Baby’ gør det ikke den store forskel. Det er ikke en film, der opererer med overraskelser og vendepunkter og den slags. Selve spændingen ligger i Agnes’ forsøg på at håndtere de følelser, der udspringer af en oplevelse, som på ingen måde er enkel. Det er trist, morsomt, voldsomt og sårbart.

Udover Eva Victor har skuespillerne Naomi Ackie og Lucas Hedges rigeligt med plads til være komiske, sårbare, akavede og pinlige i rollerne som henholdsvis veninde og bolleven. Det er såre menneskeligt og forbavsende respektfuld overfor den kompleksitet, tilværelsen faktisk består af. Under normale filmomstændigheder ville den traumatiske oplevelse, Agnes har været igennem, være alt for kompliceret i en film. Her roterer alt netop omkring kompleksiteten.

Sådan har vi aldrig set eksistentielle overvejelser på film før. Og Eva Victor er åbenlyst et filmtalent, der bugner af personlighed.