Springsteen: Deliver Me From Nowhere

’Jeg ved, hvem du er’, smiler bilforhandleren venligt – eller måske snarere slesk, for han skal jo have solgt en bil. Rockstjernen kigger skævt tilbage på ham. Og konstaterer så: ’Godt, så er der én af os’.

Vil det sige, at Bruce Springsteen, den berømte rockmusiker, ikke selv ved, hvem han er? Njahhh ikke helt. Men han har store problemer med at finde sig selv i biopic’en ’Springsteen: Deliver Me From Nowhere’ – både før og efter han går ind til bilforhandleren for at købe sin første bil.

Springsteen har aldrig lagt skjul på, at hans sind har det med at hælde til den mørke side, og i begyndelsen af 1980’erne – i hans måske mest kreative periode – var der særligt bælgravende mørkt inde i Bruce Springsteen. Manden havde det virkelig ad helvede til dengang.

Det er udgangspunktet for ’Springsteen: Deliver Me From Nowhere’. Og det dramatiske omdrejningspunkt i filmen er, at forretningsmændene på Springsteens pladeselskab meget gerne så, at deres stjerne fortsatte den himmelflugt, han havde sat i gang med albummet ’The River’ og hittet ’Hungry Heart’. Springsteen, derimod, ville heale sin sjæl med en håndfuld intime sange, der på ingen måde tænkte i rockstjernestatus og bundlinje. Ingen singler, ingen turné, ingen markedsføring. Det blev til albummet ’Nebraska’, der lignede et kommercielt selvmord for fuld udblæsning, men endte med både at sælge i bunkevis og blive Springsteens signatur-plade. Et blødende hjerte og et forpint sind i albumformat.

I samme periode indspillede Springsteen albummet ’Born in the USA’, der udkom i 1984, efter ’Nebraska’, og gjorde ham til superstjerne. Men det er en helt anden historie.

Uden den finurlige og ofte morsomme twist mellem to meget forskellige udgaver af Springsteen – den introverte og stadionrockeren – havde ’Deliver Me From Nowhere’ været blot endnu en af efterhånden utallige biografiske film om rockstjerner, der må gå gennem store personlige lidelser for at nå succesen. Såsom ’Bohemian Rhapsody’ om Freddie Mercury, ’Rocketman’ om Elton John, ‘Back to Black’ om Amy Winehouse og ‘A Complete Unknown’ om Bob Dylan. Hvis vi skal være flinke, kan vi kalde det en genre. Hvis vi er knap så venlige, kalder vi det en skabelon.

Historien om ’Nebraska’, som Springsteen indspiller på kassettebånd i sit soveværelse, har gods til at løfte ’Deliver Me From Nowhere’ over skabelonen. Heldigvis thi der er ikke meget saft og kraft i fortællingen om Springsteens sjælekvaler. Fuldt forståeligt at en opvækst med en fordrukken og til tider voldelig far gjorde ondt. Og som Springsteen gør opmærksom på undervejs, ligger det depressive sind til familien, såvel fædre som fætre. Men det bliver aldrig til meget mere end en påstand. Hvorfor ved Springsteen ikke, hvem han er? Hvor kommer mørket fra? Vi kan fornemme, men ikke mærke det.

Ind på banen kommer endnu en kliché i de rockbiografiske film: Faye Romano, en ung kvinde, der ser ud til at være lige netop den kærlighedsaffære, Springsteen har brug for. Mere bliver den stakkels unge dame ikke brugt til. Og det er sgu for lidt. I det hele taget har ’Deliver Me From Nowhere’ slet ikke samme filmiske overskud som Winehouse-portrættet ’Back to Black’ og især ikke Dylan-filmen ’A Complete Unknown’. Men den har den finurlige historie i midten, den om det kommercielle selvmord, som kun Springsteen og hans manager Jon Landau forstod. Takket være den ved vi – og bilforhandleren – hvem Bruce Springsteen er.