The Running Man

Der er i princippet to film i ’The Running Man’. Den ene vil du kun opleve, hvis du slår tænkeapparatet fra og lader dit hoved fylde af ren underholdning fra den store filmiske effekthylde. Der er rigeligt med bling bling til sanserne. Vilde eksplosioner, fly i brand, uskyldige mennesker der bliver smadret på utallige måder og den slags. Faktisk er det ikke utænkeligt, at du slet ikke kan nå at tænke en klar tanke undervejs. Så solide mængder af billeder og lyde vælter ind i knolden på dig undervejs i ’The Running Man’.

Og så er den anden film. Den vil du kun se, hvis du er i stand til at filtrere al støjen fra undervejs, mens du funderer ’hvad er det, den her film prøver at fortælle mig?’ Der er nemlig ingen tvivl om at ’The Running Man’ prøver at fortælle dig noget. Endda noget vigtigt om den verden, vi er omgivet af her i 2025. Noget om totalitære regimer, mediernes totale mangel på moral og kløften mellem rig og fattig.

Filmen er kommet til verden takket være den britiske instruktør Edgar Wright, der før har hygget sig med at udstille vores civilisations ekstremiteter i film, som til forveksling ligner ren fis og ballade. For eksempel i zombiefilmen ’Shaun of the Dead’ og undergangskomedien ’The World’s End’, hvor jorden faktisk går under uden at Edgar Wright virker specielt sørgmodig af den grund.

’The Running Man’ stammer fra en roman fra 1982, skrevet af USA’s gyserekspert number one, Stephen King, blot under pseudonymet Richard Bachman. Fem år senere blev den til en actionbombe med Arnold Schwarzenegger i rollen som hovedpersonen Ben Richards, der mod sin vilje bliver involveret i et underholdningsprogram, hvor deltagerne skal holde sig i live i 30 dage ved at undgå at blive slået ihjel af et hold jægersoldater.

Dengang i 1987 var Schwarzenegger endnu ikke guvernør i Californien, men nærmest kongen af amerikansk action. Film som ’Conan Barbaren’, ’Terminator’ og ’Predator’ var store hits, og det var oplagt at følge op på succesen med en filmatisering af ’The Running Man’ med Schwarzenegger som en elitesoldat, der bare er umulig at slå ihjel i et populært tv-program.

Nu, 38 år senere, har Edgar Wright set andre muligheder i Stephen Kings gamle historie. Verden har mere eller mindre indhentet Kings dystopi. TV-programmer med deltagere, der konkurrerer på alle mulige leder og kanter, har i store træk overtaget sendefladerne sammen med hurtige nyheder og sport. Kløften mellem rig og fattig bliver dagligt større og større, og lige nu har USA en præsident, der er bekymrende tæt på at opføre sig som en diktator.

Selvfølgelig er ’The Running Man’ endnu ikke socialrealisme. Programmer hvor folk dyster til døden er heldigvis ikke virkelighed, og der findes stadig noget, der hedder social ydelse. Men man skal ikke nærstudere den danske virkelighed anno 2025 ret længe for at konstatere, at der ikke er garanti for kontanthjælp til mennesker på bunden af samfundet. Kommentarer til en verden i skred vælter rundt oven i hinanden i ’The Running Man’ mens Josh Brolin fyrer den af som en aldeles skruppelløs tv-boss og Glen Powell snerrer sig afsted gennem USA på flugt fra tv-selskabets jægersoldater.

Powells figur, Ben Richards, er ikke blot en actionhelt som i Schwarzeneggers dage. Han er familiefar og frihedshelt. Undergrundsbevægelser står klar til at hjælpe Richards, der mest af alt bare vil sørge for at hans lille familie har det godt og hans datter kan få behandling for sin sygdom.

Således er der to film i ’The Running Man’. Actionfilmen er stærkt underholdende på sin egen hjernedøde måde. Og samfundssatiren rammer lige i øjet uanset at den faktisk skyder til alle sider. Og hvis man kan nå at følge med i dem begge i det ekstreme tempo, er det blot en bonus.