Ultras

Enhver, der har set en stor mængde fodboldfans marchere på vej mod stadion, med knyttede næver i luften, må have tænkt noget i retning af: ’Hvad fanden handler det der om?’ Hvorfor marcherer tusind mennesker side om side, som om de var på vej i krig? Hvorfor er det vigtigt at fylde og støje mest muligt?

Hvis de havde en politisk sag at slås for, var det måske til at forstå. Men hvorfor være parat til at få næsen brækket og ribbenene sparket ind for 11 mennesker, der løber rundt efter en bold? Hvorfor betyder det så utrolig meget, at det ene hold på 11 mennesker sparker bolden ind i et net flere gange end det andet hold?

Det er præcis det spørgsmål, svenske Ragnhild Ekner vil besvare med sin dokumentar ’Ultras’. Hvorfor betyder fodboldens fankultur så utrolig meget? Hvorfor er det verdens største subkultur? Og det specielle ved ’Ultras’ er, at 42-årige Ragnhild Ekner ikke forsøger at besvare spørgsmålet. Hun insisterer på at have svaret, eftersom hun selv har levet en del af sit voksne liv som fodboldfan og som menigt medlem af de store skarer af mennesker, der marcherer gennem gaderne.

Lige fra begyndelsen vrimler ’Ultras’ med kraftfulde erklæringer fra Ekner. Livet som fodboldfan på et stadions tribuner er ’et oprør mod ensomheden’ og ’den ultimative eufori’, konstaterer hun.

Det fremgår meget hurtigt, at Ekner ikke er den type fodboldfan, der oftest havner i medierne, krigeren eller bøllen, der gerne garnerer fodboldkampen med et slagsmål. Der ligger en grundig analyse af egne følelser og andres udtalelser bag ’Ultras’. Hun konstaterer hurtigt, at fodboldfankulturen tiltrækker mennesker, der ikke har så meget andet – eller i hvert fald mangler noget. ’Fankulturen hjælper én med at finde en plads i livet´, konstaterer en fan, mens Ekner slår fast, at essensen ved livet som fodboldfan er, at i modsætning til spillet på banen er reglerne på tribunerne skabt af fansene selv, som for eksempel når de skaber små kunstværker eller happenings, de såkaldte tifos, hvor enorme bannere bliver foldet ud på en hel tribune. Ingen udenfor verdens fodboldfans forstår konceptet. Det er netop meningen. Som Ragnhild Ekner siger i et centralt statement. ’Det er irrelevant – det er hele pointen.’

Fodboldfans er altså fløjtende ligeglade når resten af verden ryster på hovedet over deres fanatisme. Det gør dem kun stærkere i troen. Og ’Ultras’ slår i dén grad fast, at der er kræfter på spil, som ingen udenforstående er i stand til at begribe, som for eksempel når en argentinsk mor fortæller, at hun helt glemte, at hun havde mistet en lille søn, når hun gik på stadion og var en del af den hujende hob.

Helt ubegribeligt er det, når Ekner fortæller om den såkaldte Port Said-massakre i Egypten i 2012, hvor tusinder af fans af klubben Al-Masry invaderede en tribune, dræbte 74 og sårede mere end 500 fans af modstanderne Al Ahly. Et sådant had er og bør være ubegribeligt. Og det bliver helt grotesk af at 11 af de angribende Al-Masry-fans blev dømt til døden.

Ragnhild Ekner skelner ikke mellem fornuftig og ufornuftig fankultur. Hun beskriver og analyserer blot. Hun havde uden tvivl skabt mere nærvær og intensitet ved at præsentere os for én eller flere fans, som vi lærer at kende og få sympati for – måske endda at holde af. Det har Ekner bevidst undgået for at beskytte sine kilder. Vi hører dem kun tale, hvilket gør alle filmens fodboldfans til en del af samme ordstrøm.

Resultatet er en lidt flad og monoton oplevelse. Der mangler en menneskelighed, nogle ansigter på et forbavsende fænomen, fordi det generelt kun består af menneskemasser med tilsyneladende fuldstændig ens tankesæt. Men det lykkes i hvert fald Ragnhild Ekner at give os et virkelig tankevækkende indtryk af en subkultur, som normalt bliver udsat for ureflekteret latterliggørelse.